Grønlandske Livshistorier

Paornánguaq Helene Kleist er journalist og har blandt andet været kommunikationschef for henholdsvis Mittarfeqarfiit og for Naalakkersuisut. I 2019 flyttede hun til Danmark med sin familie og arbejder i dag som selvstændig journalist - dog mest for grønlandske medier blandt andet som redaktør for Kvindemagasinet Arnanut, der udgives af Mediehuset Sermitsiaq.AG.

Hun og familien har mødt fordomme mod grønlændere, men siger, at det langtfra er alle danskere, der har fordomme.

”Jeg plejer at sige, at vi skal være som teflon, at vi ikke skal tage det til os, for det er ikke os, det handler om. Det er deres uvidenhed og fordomme, der skinner igennem”, forklarer hun og tilføjer, at de forsøger at angribe de fordomme, de møder, med humor.

En af grundene til, at familien Kleist bliver boende i Danmark, er, at de vil være der, hvor deres tre drenge er. Den ældste ville på gymnasiet i Danmark for at stå stærkere, når han bagefter ville læse videre, og den mellemste stod alligevel for at skulle på efterskole i Danmark.

Paornánguaq og hendes mand er enige om, at det er vigtigt at kunne støtte børnene i ungdomsårene, og at de har et hjem, der hvor familien er.

Inuuteq Bidstrup, 37 år, er multi-kreativ. Han var lærer på Nuuk Internationale Friskole, da Grønlandske Livshistorier talte med ham, men kort efter forlod han lærerjobbet for at leve af at fotografere og lave musik.  Efter et halvt års tid som freelance-fotograf har han valgt at fortsætte sin karriere i skoleverdenen, hvor han vil udvikle sin faglighed som viceforstander på Efterskole Villads Villadsen i Qasigiannguit.  Han har dybe rødder i den grønlandske mytologi, men er også kristen og tror på det. Inuuteq er født i Upernavik, uddannet matematik- og musiklærer på Grønlands Seminarium. På Nuuk Internationale Friskole stod han også for al medieundervisning og for it.  Han har stor tiltro til den grønlandske ungdom og synes, at de unge er langt mere aktive, end da han var ung. Han lægger mærke til, at de dyrker meget sport, går til musik, klaver, badminton og kunst ved siden af skolen, og at de er meget medieorienteret – de bruger det som et redskab til deres hverdag. Hans store stue er præget af hans arbejde som fotograf, men også af glæden ved kunst. Han siger, at han er meget visuelt orienteret – bl.a. generer det hans visuelle glæde, hvis tingene i stuen er for symmetriske. For ham danner matematikken forståelsen for blandt andet musikken.  Den grønlandske kultur og glæden ved naturen sidder dybt i ham samtidig med, at han må følge det moderne samfunds krav til at være præcis og overholde aftaler. Grønlandsk tid, det er fra solen står op, til den går ned, forklarer han. Han går ofte lange ture i fjeldene, mens nordlyset kaster sig hen over himlen. Det er ikke sådan, at kristendommen og mytologien kan forenes, men han tror på moralen i kristendommen, mens hverdagen er meget påvirket af de gamle myter. På hans arme er der masser af tatoveringer – hvor fotografiet spiller en af hovedrollerne.

Nuka Kleemann er rektor på Socialpædagogisk Seminarium, som har hovedkvarter i Ilulissat. Uddannelse er vejen frem for Grønland og for grønlændernes stadig bredere selvstændighed, fortæller han i denne podcast episode.

Hans egen skolegang begyndte fra den lille lokale skole i Upernavik, og han fortsatte noget modstræbende på skole i Danmark. Senere valgte han universitetet i Nuuk med studier i Kultur og Samfundshistorie. I hele sit arbejdsliv har Nuka Kleemann koncentreret sig om det humanistiske, om pædagogik, sociale forhold og uddannelse. Desuden har han engageret sig i idræt. Først i Taekwondo forbundet, og senere som mangeårig formand for Grønlands Idrætsforbund. Her arbejder han for den folkelige idræt, med målet om at Grønland bliver det mest fysiske land i 2030.

Der er en tradition i Ilulissat. To datoer, som har betydning for årets gang. Den 28. november, er den dag solen går ned, og så den 13. januar, som er den dag, hvor byen hilser solen tilbage. Den 13. januar samles det meste af byen på toppen af klippen Holmens Bakke for at se de spæde solstråler i få minutter, det sollys som varsler lysere tider.

Pia Nielsen er kemi- og fysiklærer på Mathias Storch Skole. Hun fortæller, i denne korte episode af Grønlandske Livshistorier, om mørketidens traditioner. Hun fortæller også, at hun i den mørke tid tager sine elever med ud for at se på stjernebilleder, både de alment kendte stjerner og inuit-stjernerne, som har vejledt og været er brugt kommunikationsværktøj.   

Lyt med på Elisa Evaldsen Christensen, Aasiaat. Elisa er engageret og populær studievejleder og adjunkt ved gymnasiet i Aasiaat. Hendes vejledning overfor de unge handler om alt hvad de studerende bokser med privat og studiemæssigt. Gymnasieeleverne kommer ofte langvejs fra, og deres hjemve, længsel og udfordringer fylder meget i en skole, som så samtidig kræver engagement, danskkundskaber og gode karakterer af dem. Elisa underviser også i faget kulturforståelse, og det er der brug for på en skole med hovedsagelig grønlandsk-sprogede elever og et flertal af danske lærere.

”Du skal lytte, og så lytte lidt længere, lidt dybere efter tavsheden, så kommer de dybere tanker og følelser frem,” siger Elisa her.

Elisa selv er født i 1965, og et gavebarn. Hendes mor i Østgrønland kunne ikke tage sig af hende, så otte måneder gammel blev hun foræret til en kvinde i Aasiaat. Så Elisa er vokset op hos en kærlig familie i Aasiaat. De gav hende støtte til at uddanne sig først på Inuit Institute i Nuuk, senere ved arkæologiske studier i København, som førte hende til museet i Aasiaat og siden videre med studier og kurser som gymnasielærer og studievejleder.

I denne podcast fortæller Elisa om arbejdet og engagementet på skolen og de mange udfordringer hun og eleverne står med i det daglige i en grønlandsk hverdag bygget efter og præget af det danske skolesystem.

Paula Jane Sakæussen er 18 år og en gymnasieelev, som skiller sig noget ud blandt de andre studerende på GUX Aasiaat. Hun er blevet skolens musikalske centrum med sit klavermusik, og ikke mindst sin gamle runde inuittromme, som hun rytmisk banker på, mens hun synger og danser. Paula har taget trommedansen op efter sin morfar, og hun har også lært sig strubesang. Det var via besøg på hendes børnehjem i Uummannaq, at hun lærte at bruge stemmen og struben både musikalsk og som en slags konkurrence mellem to i hurtighed. Den første der griner, har tabt!

Det betyder meget for Paula at have den musikalske kontakt med tidligere slægter og inuit-rødderne. Det er ligesom at sende et telegram!

Hun har levet et omtumlet liv, fra tvangsfjernelsen fra sin egen familie som otte årig, derefter nogle år på børnehjem i Nuuk og senere på børnehjemmet i Uummannaq, som er et helt specielt dejligt sted. Paula føler sig tryg og glad på børnehjemmet, og forstander Ann Andreassen er som en mor for hende. Efter gymnasiet vil Paula tilbage til børnehjemmet, og hun satser på en uddannelse, hvor hun kan hjælpe andre børn og unge som starter livet som hun gjorde.

Hør Paula synge og fortælle i denne podcast episode af Grønlandske Livshistorier.

Som barn i Nanortalik samlede Majken Djurhuus Poulsen på mange forskellige sten. Nu er hun ph.d.-studerende i Nuuk med speciale i østgrønlandske rubiner. Hun fortæller om at forlade familien for at læse i Danmark, om sin fascination af sten, og at nogle af verdens ældste bjergarter findes i Grønland og dermed er med til at fortælle Grønlands geologiske historie. Hør Majken Djurhuus Poulsen fortælle om, hvordan hun som fire-fem-årig så en nedlagt mine og blev optaget af, at man kunne arbejde inde i et hul i fjeldet. På det tidspunkt var hun blevet betaget af granater, som hun kunne gå og finde på byens fodboldbane. Men hun samlede mange sten, og i dag kan hun se, at hun allerede dengang var interesseret i smykkesten. Mange af de sten, hun fandt som barn, har hun stadig til at ligge fremme i sin stue. Hun endte med at læse geologi i Danmark, og hver gang der var mulighed for det, lavede hun opgaver om den grønlandske geologi. Da hun skulle lave sin hovedopgave, valgte hun at studere nogle særlige askelag, man kan finde på Nykøbing Mors i Danmark, men som fortæller om dannelsen af vulkanske lag i både Island, Færøerne og Grønland. Efter sin kandidat-eksamen fik hun arbejde på GEUS, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, hvor hun skulle undersøge, hvordan man kan finde ud af, at en rubin kommer fra Grønland og ikke fra et andet sted i verden. I dag arbejder hun for GEUS i Nuuk, samtidig er hun i gang med at tage en ph.d. ved Københavns Universitet. Majken er blandt de forskere i verden, der ved mest om rubiner. Især er hun optaget af østgrønlandske rubiner, men hun drømmer om selv at få en smykke-rubin fra Nuuk- eller Fiskenæsområdet, blandt andet fordi de er nogle af verdens ældste. I podcasten fortæller hun om mange af de grønlandske sten. Hun springer hjemmevant i tiden, når hun fortæller om sten, der er 3,5 milliard år gamle og dermed blandt verdens allerældste, og nogle, der kun er 70 millioner år gamle og tilbage fra dengang Grønland og Færøerne rev sig løs fra Norge og Sverige, og Nordatlanten åbnede sig, så Grønland og de øvrige nordiske lande langsomt fik den placering, vi kender i dag. Selv om hun hele sit liv har været optaget af sten, så var det hårdt at læse i Danmark. Som studerende har man kun ret til en årlig hjemrejse – og selv om hendes far blev alvorligt syg, gennemførte hun studierne. Hun fortæller, at de danske studerende slet ikke kan sætte sig ind i, hvilket afsavn de grønlandske studerende lider.

Birte Olsen læser kultur- og samfundshistorie på Grønlands Universitet, serverer på cafe og laver 3D-billeder på Nationalmuseet. Hun drømte om at få en kernefamilie, men erkendte, at hun er til piger. Da hun fortalte det til sine forældre, sagde de, at det havde de længe vidst. Hør selv Birte fortælle om sin proces, sine valg og sit liv. I dag bor hun i et tæt pakket kollegieværelse i Nuuk med bad og køkken – og en stor fryser, som hendes far fylder med friskfanget laks, torsk, rensdyr og moskus. Da forældrene ventede Birte, boede de i Nuuk, men tog til Sisimiut for at føde Birte, fordi hun skulle til verden der, hvor hendes forældre selv var født. De boede i Nuuk de første otte år af Birtes liv, inden de flyttede til Sisimiut, hvor Birte er opvokset og fik studentereksamen. Hun havde en fornemmelse af, at hun var mere tiltrukket af piger end af drenge, men fortrængte det. Hun ville være som de andre og have en traditionel kernefamilie med mand og børn. Det troede hun helt frem til 3. g, men fra at være den udadvendte glade pige, isolerede hun sig på sit kollegieværelse og gravede sig ned i et hul. Langsomt kom erkendelsen, at hun var til piger, men hun vidste ikke rigtig, hvem hun skulle snakke med om det, derfor gik hun og samlede kræfter. Det var svært, fordi det at skuffe sine forældre var noget af det sidste, hun ville. Det endte med, at hun skrev en lang sms til sin mor på et tidspunkt, da hun vidste, at moren var alene på et hotelværelse i Maniitsoq. Moren var lykkelig over, at Birte endelig kunne sige det højt, og forældrene var ikke overraskede. Faktisk fortalte de, at det havde de længe vidst, men at de ikke have sagt noget, fordi de ville have, at hun selv skulle erkende det. I dag læser hun kultur- og samfundshistorie på Grønlands Universitet i Nuuk, hvor hun også bor på kollegium. Ved siden af studierne arbejder hun på Cafe Toqqorfik i Nuuk samt på Grønlands Nationalmuseum, der ligger skråt overfor. Her er hun projektmedarbejder for ”Ersersaaneq”, hvor hun laver 3D-billeder. Formålet med projektet er at digitalisere og samle grønlandske genstande fra hele verden på en webbaseret database. Ellers samles hun med sine venner. De hygger sammen og laver små projekter indimellem. Hun håber på en fremtid i Grønland, men udelukker ikke, at hun også kommer til at bo uden for Grønland i perioder. Hun drømmer om et Grønland, der er mere moderne, med færre tabu og flere folk, der står ved hvem de er. Desuden håber hun, at grønlænderne bliver bedre til at udtrykke følelser og passe på hinanden. Når Birte fortæller sin historie til Grønlandske Livshistorier, er det for at kunne fortælle andre, at de skal lytte efter, hvordan de føler inderst inde. ”Det er kun sejt at være anderledes. Der er intet galt med den ’traditionelle’ kernefamilie, men verden er også meget større end bare det,” siger hun efter interviewet.

Eleonora Johansen underviser i grønlandsk og i kulturfag på GUX, gymnasiet i Nuuk. Og hun elsker det job, og de unges nysgerrighed og interesse for sproget og kulturen. Hun er i gang med at udarbejde sit eget kompendie for at målrette undervisningen på grønlandsk og finde det bedste materiale både når det gælder sproget og når det gælder en seriøs og ordentlig introduktion til den grønlandske kultur.

Selv opfatter hun sit liv som en evig læringsproces fra hun som 13 årig blev sat på båden fra Sydgrønland og til Danmark, mødet med en helt anden kultur, senere også arbejdet i Nordatlantens hus, i Nationalmuseet og studierne i eskimologi.

Eleonora er 61 år, og efter mange år i Danmark, besluttede hun sig for, at når den yngste af hendes to sønner blev 18 år, så ville hun flytte til Nuuk. Her bor hun så i dag med sin mand, og han kommer fra Færøerne.

”De unge skal være stolte af deres land, deres sprog og kultur. Det er det jeg gerne vil bidrage med,” siger Eleonora Johansen, og det er vigtigt, at gøre en indsats for det grønlandske sprog ellers forsvinder det.

Hør hendes historie i Grønlandske Livshistorier:  

Gustav Skifte, 71 år, var egentlig gået på pension efter et langt arbejdsliv først som fisker, sømand og siden mangeårig havnemester i Nuuk, men så åbnede muligheden sig for et job som service-tekniker ved Arktisk kommando I Nuuk.

Det er et fantastisk job med mange gode kollegaer og et spændende miljø, som han håber han kan lokke flere grønlændere med ind i.

En anden fordel ved jobbet er, at han er på land, det var især barnebarnet Marie, eller Maila på grønlandsk som bad sin morfar om at blive hjemme, og han værdsætter og elsker familielivet. Han tog også Maila med, da hun kun var 5 år, og sammen med landsstyreformand Kim Kielsen åbnede de to den nye containerhavn i Nuuk.

Gustav har fulgt havnens og fiskeriet udvikling og fortæller her om ændringerne og klimaet, men også om drengen fra Maniitsoq, som kom på efterskole, sømandsskole og hvordan han måtte bryde familietraditionen for at bevare sin selvstændighed.

Forsvarets aktiviteter i og omkring Grønland og Færøerne ledes af Arktisk Kommando. Arktisk Kommando blev oprettet i 2012, da Grønlands Kommando og Færøernes Kommando blev sammenlagt til én kommando.

Arktisk Kommando fungerer også som forbindelsespunkt og koordinator i samarbejdet mellem Forsvaret og de lokale myndigheder.

Arktisk Kommando ligger i Nuuks gamle havn. En stor blå bygning med antenner og sendere på taget, og altså også et møderum med ventilation, som kan høres her under samtalen med Gustav Skifte. Gustav har omkring 75 civile og militære kollegaer i Nuuk.  

I Nuuk går kunsthåndværkere som Jørgen Ringsted rundt for at sælge deres smykker og tupilakker af narhval, hvalros, moskus og rensdyr og smykker formet af nogle af Grønlands mange ædelstene. Mange af smykkerne i Nuuks store kunsthåndværksbutik, Anori Art, bærer også Jørgen Ringsteds navn. Hver dag sætter han sig ind på kommunens værksted for kunsthåndværk, Ajagaq, hvor folk som Jørgen kan leje sig ind og arbejde i ben, horn og tand, barder, træ eller ædelstene. Her er store slibemaskiner til fællesbrug, men håndværktøjet skal de selv medbringe. Jørgen Ringsted laver ørestikkere, øreringe og vedhæng og figurer af forskellige materialer. Hans foretrukne ben er hvalros. I denne podcastepisode følger vi Jørgen Ringsted i værkstedet, hvor han blandt andet arbejder på en sæl, der skal hænge i et vedhæng. Ved siden af ham sliber, saver og skærer hans kolleger. For eksempel laver hans sidemand tupilakker af rensdyrgevir. Så podcasten er optaget i et travlt og kreativt værksted, hvor der ofte er en øredøvende maskinlarm Ud over at opsøge folk og præsentere dem for sine smykker eller sælge dem i Anori Art, så har han også leveret kunstgenstande til kronprinseparrets børn og har haft en isbjørn med på verdensudstillingen i Stockholm. Det var en tilfældighed, at Jørgen kom i gang med at lave smykker. Han var næsten færdig som murer, da han var nødt til at forlade uddannelsen. Senere fiskede ham ombord på de store trawlere og troede, at han skulle være fisker resten af sit liv, indtil han en dag fik en ædelsten forærende og fandt ud af, at han kunne noget med at lave smykker. Det første smykke fik hans mor. Nu sælger han sine kunsthåndværk, hvor han kan. I dag er Jørgen 54 år. Nogle dage tjener han kun småpenge, andre dage går det bedre – men når man ser ham arbejde, er det tydeligt, at han brænder for det. Han ser på mulighederne i materialet og lader deres form og farver være med til at bestemme det endelig resultat. Lyt med på smykkemagerens historie.

Tvillingerne Stella og Francisca Davidsen Olsen er 21 år og hundeslædekuske i Kangerlussuaq. Moderne piger i et ældgammelt grønlandsk erhverv. Hele deres barndom har været præget af farens hunde, af udflugterne med hundeslæde og kærligheden til hundene, og den måde man arbejder med de grønlandske hunde.

Derfor valgte de tidligt at satse på hundeslæden, og det er det, denne episode af Grønlandske Livshistorier handler om. 

I vinterperioden fungerer Francisca og Stella som en del af områdets hundeslædekorps med daglige ture med turister, som gerne vil se landskaberne omkring Kangerlussuaq fra en slæde. Det er naturoplevelser i byen, hvor solen skinner 300 dage om året. Om sommeren passer de to deres 19 hunde i hundebyen, som ligger en kilometer udenfor Kangerlussuaq.

Det interessante er, fortæller Stella og Francisca, at finde og bruge hundenes temperamenter og styrker og udvikle deres samarbejdsevner.

Det kræver meget arbejde, en del udstyr og adgang til sund mad og træning at have 19 hunde. Det gør, at tvillingerne må supplere indtægterne med sommerjob. Francisca er blevet del af det nye parkranger-hold bag Aasivissuit-Nipisat, som Unesco har udnævnt til at være et kulturarvs-område. Området er lidt større end Fyn og ligger mellem Kangerlussuaq og Sisimiut.  Stella drømmer om måske engang at blive en del af Siriuspatruljen.

Han er lige fyldt 20 år, opvokset i Nuuk, men valgte gymnasiet i Sisimiut. Lige nu er Benjamin Chemnitz Frederiksen rejefisker, men han vil nok læse geologi senere. Han sammenligner sit elskede Grønland med en teenager, der ikke helt ved, hvad han/hun vil.

Benjamin Chemnitz Frederiksen har sejlet, siden han var barn, og han har med egne øjne set, hvad klimaforandringerne betyder for Grønland – blandt andet at flere havne ikke længere fryser til, og at havisen forsvinder. Det betyder, at man mange steder ikke længere kan køre med hundeslæde hen over havisen om vinteren.

I denne podcast-episode giver han udtryk for markante holdninger til det Grønland, han kender, og det Grønland han ønsker for fremtiden – en ting er helt sikkert: Han vil bo i Grønland og have børn, der skal vokse op i Grønland. I podcast-episoden fortæller Benjamin, også kaldet Biinia, der er det grønlandske kælenavn for Benjamin, at han havde lyst til forandring, da han havde været et år på efterskole i Danmark. I stedet for at blive boende hos sine forældre i Nuuk og gå i gymnasiet der, valgte han gymnasiet i Sisimiut, GUX Sisimiut.

Han har arbejdet som guide og sejlet med krydstogtskibene fra syd til nord og omvendt, men i december påmønstrede han en rejetrawler. Her arbejder han to måneder om bord: otte timers arbejde, otte timer fri – hver dag døgnet rundt, inden han kan holde to måneders fri på land. Han fortæller, at det er hårdt arbejde. Rejsefiskeri er på akkord. Der er ikke tid til at ømme sig, hvis man slår sig – og man skal passe på. Det er et job, hvor mange har mistet en finger eller to – og nogle har mistet livet.

Men Benjamin regner med at blive ved i to-tre år, inden han går i gang med en uddannelse. Sandsynligvis vil han læse geologi på Københavns Universitet. Et er i hvert fald sikkert: Han vil vælge en uddannelse og et job, hvor han kan være ude en del af tiden.

Han har selv rejst meget både i Grønland og uden for. Han ville ønske, at hans landsmænd ville rejse mere rundt i Grønland for at se, hvor forskelligt livet er i Nord-, Syd- og Østgrønland fra livet i Grønlands to største byer: Nuuk og Sisimiut, der begge ligger på Vestkysten.

Som han ser det, rejser de fleste grønlændere rundt i deres egen del af Grønland, og så en tur til Nuuk for at besøge familie og til Kangerlussuaq for at tage flyet til Danmark derfra. Han mener, man skal kende hele sit land – ikke kun dele af det.

Seks timer fri, seks timer arbejde – døgnet rundt. Sådan ser hverdagen ud for Rikke Dorph, der er 29 år og sejler som matros -eller befaren skibsassistent, som det hedder i dag - om bord på Sarfaq Ittuk, Arctic Umiiaq Lines kystskib, der sejler langs Grønlands Vestkyst.  I de seks fritimer skal hun spise, gå på toilettet og bade, vaske tøj, Skype med sine børn og sove. Rikke Dorph er opvokset i Ilulissat. Efter skolen tog hun ud og sejle med skoleskibet Georg Stage. - Det var hårdt, siger hun i podcast-episoden. Senere blev hun uddannet sætteskipper i på Grønlands Maritime Center i Nuuk. En uddannelse, der tager 18 måneder og gør, at hun må sejle som styrmand og skibsfører på skibe under 3000 ton. Det betyder, at hun må styre Sarfaq Ittuk, men da der ikke er nogle ledige job som styrmand, sejler hun i stedet som matros. Hendes job er en blanding af hårdt fysisk arbejde i alt slags vejr og at stå oppe på broen og hjælpe styrmanden med at holde udkig. Livet som matros har store omkostninger for familien. Hun kunne for eksempel ikke være med til sin søns seks års fødselsdag, ligesom hun må melde afbud til mange familiefester. Grønlandske Livshistorier taler med Rikke Dorph, mens hun er på arbejde på Sarfaq Ittuk. Vi kan høre radio, kaldeanlæg, motorlyde og larmen fra skibet, der sejler gennem isskosserne – men der er også selvfølgelig også plads til at høre om Rikkes liv. Mens Rikke Dorph fortæller, befinder skibet sig et stykke nord for Maniitsoq med kurs mod Sisimiut, mere præcist lige syd for polarcirklen, som vi nærmer os med 10,4 knob i timen.

Den nye portal Guide to Greenland er sat i verden af Aviaq Nordlund Mørch og hendes mand Mads Nordlund. Siden følges af interesserede over hele verden. De er det nye netværk for rejsearrangører, turister, hundeslædekuske, guider og andre, som interesserer sig for Grønland. For et par år siden lukkede de magasinet Greenland Today efter ti års virke. ”Vi vil gerne give noget tilbage til Grønland. Landet og grønlænderne har fortjent, at flere ved, hvad vi har at byde på her i landet,” siger Avi Nordlund. Hun har arbejdet som grafiker i mange år på bogforlag, avisen AG og på magasinet Greenland Today. Aviaq Nordlund er 54 år. Hun kommer oprindelig fra Narsaq og fortæller i podcast-episoden af Grønlandske Livshistorier om sin barndom og friheden, der tillod at børnene løb i fjeldene og sneen eller badede i havet blandt isskosser. Hun fortæller om sproget som udfordring, og den store udvikling hendes land er på vej igennem, og som hun og hendes mand gerne vil støtte og skildre med Guide to Greenland. Aviaq Nordlund er en meget kreativ kvinde som maler og arbejder med kunst ved siden af arbejdet med Guide to Greenland, hvor hendes hovedopgave i dag er at være bogholder. Guide to Greenland holder til på hjemmeadressen i det centrale Nuuk. Her arbejder et internationalt team med at gøre Grønland kendt i alle lande og med at fortælle de ”andre” historier, de sjove vinkler og om de mennesker, som tager initiativer til at holde Grønland i gang, præcis som hun selv og Mads Nordlund gør det.

Guide to Greenland kan følges på Facebook https://www.facebook.com/guidetogreenland/ og på nettet www.guidetogreenland.com

I mere end 40 år har Hansine Broberg Geisler, 71 år, boet i den grønlandske hovedstad. Hun har arbejdet i butik som ekspedient og som vinduesdekoratør, og så kender hun alle. Hansine har fulgt udvikling i byen. Hun har stadig et par private rengøringsjob, og så er hun udlejer. Hver sommer åbner hun sit hjem for turister og synes, det er sjovt og underholdende at få besøgende fra Kina og USA. Hansine nyder det så meget, at hun nu taler engelsk med sin gæster og hygger om dem med sin egen æblekage. Adressen er Blok 14, smukt beliggende højt over den gamle del af byen, men samtidig en af Nuuks nedslidte bolig-karreer. Hansine Broberg Geisler er utilfreds med blokkens tilstand. Den er nedslidt, og man har lovet snarest at renovere og sætte i stand - et arbejde, der begyndte i 2007, fortæller hun. Der sker bare ikke rigtig noget, mener Hansine. Der er varmt, farverigt og hyggeligt indenfor hos Hansine i det hjem, hun har indrettet og holder i pertentlig orden, ligesom hun har et praktisk håndelag og selv kan holde møblerne ved lige. Hansine er fra Godhavn. Hun er tredje barn ud af en børneflok på syv. Og en måned efter hendes konfirmation blev hun sat på båden til Danmark. Hun skulle i huset hos sin tidligere lærer, som var gift med en grønlænder. Men i stedet kom Hansine i huset i Esrum og senere i Hillerød. Det var nogle sjove og festlige år blandt andet med et kostskole-ophold, gode veninder, sjove fester – og det første kys. Hansine fik en datter i Grønland midt i en travl tid, da hun kom i handelslære. Hun måtte rejse fra datteren i halve år ad gangen for at passe sin uddannelse, og det var hårdt. Det var også et stort personligt slag, da Hansine mistede datteren i en alt for ung alder. Det er en sorg, hun bærer med sig. I dag holder hun sammen med barnebarnet, Christa, som bor hos Hansine, mens hun arbejder i Nuuk. Som en af dem, der har stået i forretning i mere end 40 år, så kender Hansine næsten alle i byen. Og alle kender hende. Hun møder hele tiden nogle som hilser på. Der er sket meget med Grønlands hovedstad igennem årene, endnu flere butikker, et center og masser af mennesker er kommet til. Engang imellem tager hun ud at sejle med nogle veninder, og det hænder også, at hun fisker. Ikke fordi hun kan lide fisk. Hun er faktisk holdt op med at spise fisk, og der skal ingen bestemme over hende. Kom med på besøg i Hansine Broberg Geislers hyggelige lejlighed og hør om barndommen i Godhavn, ungdommen i Danmark, og de mange år bag disken i Nuuks butikker, samt hvordan en aktiv pensionist har det i Nuuk i dag, i 2019.

Der bor 56.000 mennesker i Grønland. 94,4 procent af dem er medlemmer af folkekirken. Grønland har 67 fungerende kirker, og der er præstemangel. Det er her kateketer tager over.

Ivalo Reimer er læserkateket i Hans Egede Kirke i Nuuk. Læserkateketen er en uuddannet kateket. 

Siden Hans Egedes tid i 1700-tallet har den grønlandske kristne kirke brugt kateketer. Kateketen ses ved gudstjenester og højtideligheder i sin sorte anorak med tynde hvide flipper. Det er kateketen, som tager sig af kirkelige opgaver, hvis en præst ikke kan være til stede, og det sker jo ofte i de mindre bygders kirker. Kateketen kan også fungere som assisterende og støttende, hvis præsten har brug for det.

Det er ofte kateketer, som tager sig af de nære samtaler, og det sociale arbejde i kirken, fordi de er lokalt tilknyttet og kender folk på et helt andet personligt plan. Der er få opgaver, som kateketen ikke må tage sig af, den ene er at skrive egne prædikener eller begravelsestaler, og demå heller ikke vie ægtepar. De opgaver skal der en uddannet præst til.

I dag er det Grønlands Præstegæld, som står bag kateket-uddannelsen, der foregår i Nuuk og i Ilulissat. Uddannelsen er en grundig indføring i det kirkelige arbejde, så kateketen kan tage sig af alle typer opgaver. Der findes både uddannede kateketer og læserkateketer, som ikke har uddannelsen, i den grønlandske folkekirke.

I Hans Egedes Kirke i Nuuk arbejder læserkateket Ivalo Reimer, hun er 43 år. Kateketens opgaver er lige et job for hende. Hun er også ved at uddanne sig til præst ved Grønlands Universitet.

Som læserkateket har hun taget initiativ til mange ting, blandt andet natkirke, og det er noget helt nyt i Grønland. Ved det næste natkirke arrangement har Ivalo valgt et aktuelt tema, og det er at tage afsked med afdøde. Ivalo bruger symbolsprog og sten til at hjælpe og trøste i sin natkirke.

Før i tiden var Ivalo Reimer kontoransat, men en personlig og tragisk oplevelse, da hendes bror begik selvmord, fik hende til at overveje religion. Og hun synes bestemt, at hun har fundet trøst i kirken og i Guds ord. Så hun ser frem til at blive præst. Hendes drøm er at få et embede i en lille bygd i Østgrønland. Der er de meget religiøse, og dem vil hun gerne tjene under, selv om sproget kan blive en forhindring.

Ken Madsen er 22 år og tømrerlærling på KTI i Sisimiut, men han er født og opvokset i Ittoqqortoormiit, der er Grønlands mindste by og en af de mest isolerede. Der bor 400 mennesker i den lille by i Nordøstgrønland.

Da han var 15 år, tog han på Skanderup Efterskole i Lunderskov, og siden den gang har han ikke boet hjemme, men kun været på besøg om sommeren. Efter Skanderup tog han til Nuuk og boede på kollegium, mens han gik på gymnasiet – og nu er han rejst videre til kollegiet i Sisimiut, hvor han går på erhvervskolen KTI Sisimiut for at uddanne sig til tømrer. Når han ikke er på skole, er han i praktik hjemme i Ittoqqqortoormiit.

Når svendebrevet er i hus om godt to år, vil han læse videre til konstruktør eller lignende. Det er hans håb, at der er job til ham i Ittoqqortoormiit – eller at han selv kan være med at skabe sit fremtidige job.

Når han skal hjem til byen og forældrene, skal han først flyve til Island, og derfra med helikopter til Ittoqqortoormiit. Det er dyrt, men i Grønland får den uddannelsessøgende betalt en hjemrejse om året og de rejser, der er nødvendige for uddannelsen. Det skyldes, at alle, uanset hvor de bor, skal have råd til at tage en uddannelse. Desuden er kollegieboligerne meget billige, og eleverne kan købe varm mad på skolen.

Livet i Nuuk og Sisimiut er meget forskelligt fra livet Ittoqqortoormiit. I Grønlands største og næststørste by er der biograf og cafeer og meget andet, mens der i Ittoqqortoormiit ikke er meget andet end en idrætshal. Til gengæld samles beboerne meget og besøger hinanden. Når de vil have frisk rensdyr og moskus, køber de det af jægerne. Ittoqqortoormiit er kun isfrit nogle få måneder, og i den perioder skal alle byggematerialer og andet sejles til byen. Resten af året må de nøjes med det, de har på lager.

Connie Kristoffersen er skuespiller ved Nationalteatret i Nuuk, og så er hun maskedanser. Connie nyfortolker og bruger maskedans, som man har gjort det i Grønland i årtusinder.

Da Grønland blev kristent i 1700-tallet, forbød præsterne maskedansen, fordi den tilhørte den gamle verden og naturen. Maskedansen har tre elementer: Den skræmmer, den får publikum til at grine, og så forfører den. Maskedansen indeholder de grundlæggende og basiske elementer af liv, død, fødsel, sjæl og samvær.

Som kunstform blev maskedansen trukket frem igen i 1970’erne og 80’erne af det nordjyske Tukak-teater. Det er hovedkræfter bag Tukak, som har undervist skuespillerne på det grønlandske Nationalteater. En indføring i symbolsproget og kropsteatret som virkelig faldt i Connie Kristoffersens smag. Hun har udviklet sin egen maskedans. Hun maler ansigtet i sorte og røde farver med streger af hud og en mundpind, som forvrænger ansigtet. Så klæder hun sig i sorte farver og pels og optræder.

Maskedansen repræsenterer et universelt sprog og kropsteater, som Connie Kristoffersen i disse år rejser med fra Vancouver i Canada over hele Grønland og til Finland, hvor der er stor opmærksomhed på det arktiske tema.

Lige nu øver Connie sammen med de øvrige skuespillere ved Nationalteatret på en hel ny forestilling. Det er Homo Sapiens, bygget over Niviaq Korneliussens meget populære bog af samme navn.  Det handler om identitet og køn.

Connie Kristoffersen er 36 år. Hun er uddannet skolelærer, men blev i 2011 optaget i en workshop ved teatret, og det førte hende videre til skuespillerskolen og arbejdet som maskedanser. Hør Connies tanker om masker, dans og skuespil.

Tukak er grønlandsk og betyder harpunspids. På grønlandsk staves det Tuukkaq.

Et helt almindeligt hverdagsliv i Nuuk med otte til fire job, børn og kaffetræf. Sådan betegner Winnie Harder Evaldsen sin hverdag. Da hun var 24 fik hun kræft og rejste gennem flere år hver tredje måned til København for at blive behandlet.

Winnie Harder Evaldsen er ansat som aviskoordinator i Brugseni – den grønlandske afdeling af Coop. Hun har ansvaret for Brugsenis tilbudsaviser. Der er en tilbudsavis til de større byer, hvor Brugseni er så stor, at der er plads til at have en slagterafdeling. Her er samme slags medister, kalvekoteletter og hakket fars som i enhver dansk Coop-butik. Men i tilbudsaviserne til de mindre byer og bygder er der kun frossen kød, fordi de ikke har egen slagter.

Selv om de fleste varer er de samme som i en dansk Coop-butik, så har Brugseni sit helt eget grønlandske islæt. Der kan være tørrede amasetter, tørret torsk, rensdyrkød og skibskiks på forsiden.

Når Winnie får fri fra sin arbejdsplads, der ligger midt i Nuuk, går hun fra kontoret og hjem til sit hus. Afstanden er ikke så stor. Hjemme har hun ansvaret for sine to drenge. Drengen på fire går i børnehave, og drengen på otte går i skole. De tager i svømmehal, ser YouTube og meget andet.

- Vores hverdag ligner meget en dansk hverdag, siger Winnie, men tilføjer:

- Forskellen er, at mine børn ved, hvad sortebær er, og at man godt kan spise sæl, selv om den ser sød ud.

Lige da Winnie havde fået sin første dreng, fik hun konstateret modermærkekræft på anklen. Hun blev undersøgt på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk, men fluks sendt til København for at blive opereret.

Da det var godt overstået, måtte hun til kontrol på Rigshospitalet hver tredje måned. Hver gang betød det først en times flyvetur til Kangerlussuaq, dernæst fire en halv time med fly til København. Her kunne hun bo på Det Grønlandske Patienthjem. Besøget hos lægen tog mellem et kvarter og en halv time, men selve rejsen tog tre dage. Oftest brugte hun sine fridage på turen.

Efter to et halvt år kunne hun nøjes med en tur hver halve år, og efter fem år blev hun erklæret helt rask og har ikke været til kontrol de seneste tre år.

Da Winnie var 16 år forlod hun Nuuk for at blive udvekslingsstudent hos en katolsk familie langt ude på landet i Canada, og hun har stadig kontakt med familien. Hun sluttede sit ophold med at tage en canadisk studentereksamen. Derefter rejste hun tilbage til Nuuk for at arbejde, men hurtigt gik turen til byen Marstal på øen Ærø, hvor hun arbejdede på hotel. Senere tog hun en uddannelse som grafiker på Syddansk Erhvervsskole og rejste derefter tilbage til Nuuk.

Her kunne hun ikke få arbejde som grafiker, men arbejdede i stedet i en butik, i et køkken og på et advokatkontor som advokatsekretær, inden hun for tre et halvt år siden fik jobbet som aviskoordinator for Brugsenis tilbudsaviser.

Karen Foss ser det som en gave og styrke at mestre både grønlandsk og dansk. Det er hendes levevej. Hun bevæger sig hjemmevant på Ilulissats klipper og i København, hvor hun viser turister rundt. Karen, 50 år, arbejder som turistfører og rejseleder. Hun elsker at favne sine kulturer Grønland og Danmark. Karen boede i Ilulissat de første 15 år af sit liv. Hendes mor var grønlænder,og faren var kommet til Ilulissat i 1950’erne for at åbne en købmandsforretning. Det blev den navnkundige Birger Hansens butik. Han var en mester i at kommunikere med folk, selv om hans grønlandske ikke var det bedste. 

Derimod blev Karen dobbeltsproget. Hjemme talte hun mest dansk, og hun kom i dansk klasse. Men når hun lagde skoletasken og legede med børnene i kvarteret, så foregik det på grønlandsk. Ligesom hendes mormor og onkel, som boede i nærheden, kun talte grønlandsk. Og Karen elskede at være hos dem, og besøgte dem ofte. Familien valgte at flytte til Danmark, da Karen var 15 år, og det første år i dansk 10. klasse var lidt forvirrende. -Jeg synes dog, at der var en god og sund nysgerrighed, og det var ikke ubehageligt at være grønlænder blandt de danske unge. Kun en gang husker jeg en dreng, som sagde; Grønland, det er der, de slår babysæler ihjel. Jeg fortalte min far, hvad drengen havde sagt, for det undrede mig. Og min far sagde, at der slet ikke var babysæler i Grønland. De var i Canada, og at det slet ikke var noget, jeg havde med at gøre. Og det, synes jeg, var rigtigt af ham, fortæller Karen og fortsætter: -Det var en meget sammentømret klasse, og det var først, da jeg kom i gymnasiet, hvor alle var nye, at jeg fandt min plads her. Indtil vi flyttede hertil, havde jeg kun få gange været i Danmark, i et sommerhus i Nordsjælland, i zoologisk have og Tivoli og den slags. Karen blev nysproglig student, og hun vidste ikke helt hvad hun ville. Hun var lidt skoletræt, og karaktererne var ikke de højeste. Hun havde nok brugt de første år på at tilpasse sig den nye kultur. Hun valgte at finde en læreplads og gerne en, som havde forbindelse med Grønland. -Jeg vidste jo, at man ikke kan kappe bånd til sin kultur, og jeg var så heldig at få en læreplads ved Grønlands Rejsebureau som kontorelev, siger hun i podcasten. Efter et par år i København fik hun tilbudt job i Nuuk. Det var stadig rejse- og turistbranchen, som tiltrak. Hvad der skulle have været et kort ophold, blev til ni år i den grønlandske hovedstad. Hun mødte sine børns far og fik en søn og en datter. -Det handler om at finde en balance mellem Danmark og pulsen her og så Grønland og det nære og den storslåede natur, og jeg savnede Danmark, siger hun, der vendte tilbage i 2002 til København, da børnene var tre og seks år. Så de har gået i dansk skole. Karens søn bor i dag i Nuuk. Årene er gået, og som rejseleder opholder Karen sig hver sommer i Grønland. Og det er sådan hun bedst finder sig selv i de to lande og de to kulturer.

-Hvor Danmark har en høj puls og en masse aktiviteter, så er Grønland stadig det nære, en nærværenhed som man kan savne i Danmark. Bare det at gå ud og sidde og nyde naturen og høre ingenting, det kan jeg ikke leve uden, siger Karen Foss. Her er et billede af Karen og hendes barndomsveninde, der også hedder Karen. Bagved kan man se deres barndomshjem i Ilulissat. Karens familie boede øverst til venstre i den blå opgang, og veninde Karen og hendes familie boede nederst til venstre. -Når jeg tænker på min barndomsgade er det med en følelse af et sammenhold med mange børn. Vi kom hjem fra skole, lagde skoletasken og gik ud og legede. Efterhånden som andre fik fri, blev gruppen bare flere og flere. Vi legede indtil vi skulle hjem og spise. Nogen gange måtte vi komme ud efter aftensmaden til kl. 8 om aftenen. Og om sommeren, hvor det var lyst, var der ingen tidsbegrænsning, siger Karen Foss Hansen.

Hun digter om identitet, om nedløbsrør og om fodbold. Hulda Zober Holm har skrevet digtsamlingen ”Glaskugler Qaajasut” på både dansk og grønlandsk. Hun er fascineret af sprog. Hulda taler mange sprog, og hun har også taget livtag med finsk. Hun leger med ord, og hun udfordrer med ord. Hendes digte er indsigtsfulde og humoristiske. Men de handler også om, at mange har travlt med at procentinddele deres identitet. Ud over digtene er Hulda sammen med en ven begyndt at nedskrive en alternativ grønlandsk grundlov, som et kulturelt projekt. Et af budene lyder: Denne grundlov gælder for alle grønlændere. Grønland har brug for grønlændere. Den, der identificerer sig som grønlænder er grønlænder, uanset hvad andre måtte mene. Der er brug for alle, der vil Grønland det godt. Hulda fortæller, at da hun var yngre, var der nogle, som ikke kunne acceptere hende som grønlænder på grund af hendes lyse hud og lysbrune hår. Også den problemstilling bearbejder hun i et digt. Det hedder Spejl, og begynder: Lille spejl på væggen der, er jeg mest grønlænder i verden her. Det handler om at acceptere hinanden for det, man er. Hulda er uddannet på Grønlands Universitet i Nuuk og på RUC. Hun har læst historie og etnologi med vægt på interkulturel kommunikation. Hun har i mange år haft en karriere indenfor det nordiske samarbejde og har været ansat i Nordisk Råd, i Nordisk Ministerråd og i Foreningerne Nordens Forbund. I dag er hun ansat som udviklingskonsulent på beskæftigelsesområdet i kommunalt regi. Hun er 51 år, bor i Søborg, er gift og har datteren Thora på 13 år.

Elna Egede fra Narsaq i Grønland mistede sin far, da hun var fem år gammel. Han gik ned med skibet Hans Hedtoft. Hele sit liv har hun håbet på, at hendes superfar fik reddet sig selv, og en dag ville dukke op. 

Denne første episode af Grønlandske Livshistorier fortæller Elna Egede til journalist Annelise Mølvig i sin nye lejlighed i Aalborg, hvor flyttekasserne står stablet op, og kun et par stole er fri.

Ti år gammel sendte hendes farfar hende ned til onklen i København, så hun kunne lære dansk. Det var på vej til Danmark, at hun første gang så og hørte en telefon. Den gjorde hende skrækslagen. De første tre måneder i Danmark sagde hun ikke et ord, men endelig begyndte hun at snakke.

Da hun var 19 år gik hun på seminariet i Nuuk, men så blev hendes mor syg og døde. Det betød, at hun måtte rejse hjem til Narsaq og blive mor for sine tre yngre søskende - ikke bare mor, men hun måtte også droppe uddannelsen og tage arbejde for at kunne forsørge dem.

De fik ingen socialhjælp. Kommunen mente, at de ikke behøvede, fordi de var jo pæne i tøjet.

Oplevelsen af et socialt system, der ikke var der, har gjort, at hun hele sit liv har haft et skarpt øje for sociale problemer.

Da hendes søskende kunne klare sig selv, uddannede Elna Egede sig til journalist på Danmarks Medie og Journalisthøjskole i Aarhus og har senere arbejdet på AG, KNR og Nuuk TV, der senere blev til Nanok TV. Ind i mellem har hun arbejdet som freelancejournalist.

Især på Nanok TV oplevede hun de dybe sociale problemer, der stadig er i Grønland, og hvordan socialt ramte familier ikke kan få den hjælp, der var nødvendig.

Hendes holdning er, at Grønland er nødt til at se de sociale problemer i øjnene og løse dem, for at landet kan komme videre.