Filtra per genere

Radio Viborgs GIGA MEGA Podcast

Radio Viborgs GIGA MEGA Podcast

JFM Lyd

Peder Toft og Malene Rind giver dig ugens højdepunkter fra Go’morgen Midtjylland på Radio Viborg. Udkommer hver lørdag morgen, så du kan få et skud ”Peder og Malene” i weekenden – eller når det passer dig.

61 - Nu’ det (snart) jul igen, hil bagedyst-dronningen Sandra og lidt om valg i USA
0:00 / 0:00
1x
  • 61 - Nu’ det (snart) jul igen, hil bagedyst-dronningen Sandra og lidt om valg i USA

    Det har jo været præsidentvalg i USA – og til januar rykker Donald Trump (igen) ind i Det Hvide Hus. Men hvorfor hedder det egentlig ”Det Hvide Hus”? Det var omdrejningspunktet i legen ”Det’ Godt Med Dig, Do” – og du kan jo gætte lidt med, når du har hørt de to påstande.

    Vi kommer også forbi valget i en snak med Martin, der sammen med sin familie har boet i USA over 20 år – men flyttede tilbage til Danmark for få år siden, fordi de ikke kunne li’ udviklingen ”over there”.

    Det går ”ret ok” for Sandra fra Them ved Silkeborg i tv-programmet ”Den Store Bagedyst”. Sidste weekend blev hun mesterbager for tredje uge i træk! Vi tjekker lige ind med den seje bagerinde, der til daglig er jordemoder på Regionshospitalet i Viborg.

    Vi får også snakket om tidlig oppyntning til jul og et dilemma om temperatur-uenighed på arbejdspladsen. Og så slutter ugens podcast selvfølgelig med en Giga Mega Quiz.

    Som altid har vi en stribe af verdens BEDSTE lyttere med her i podcasten; Tak til Lise fra Viborg, Kim fra Viborg, Heidi fra Hobro og Kenneth fra Viborg.

    Værter: Peder Toft og Malene Rind.

    Sat, 09 Nov 2024
  • 60 - Banke banke på… Hvem der? Nik & Jay

    I denne uge var det ”banke banke på joke-dag” og vi tog imod de bedste jokes fra verdens bedste lyttere. Måske der er nogen, du ikke har hørt fra - der var i hvert fald en del, der fik Malene til at grine.

    Det har også været Halloween, og det satte sit præg på legen ”Det’ Godt Med Dig, Do”, hvor det handlede om KÆMPE græskar. Faktisk verdens største, tungeste græskar.

    Har du nogensinde tænkt over, at Nik & Jay åbenbart er store mad-entusiaster? Der er i hvert fald masser af referencer til mad i deres sange – Peder lavede en top 5 over de bedste, og du kan høre den her i podcasten.

    Sammen med en masse andre højdepunkter fra ugen i Go’morgen Midtjylland på Radio Viborg.

    Ingen morgenradio og ingen podcast, uden fantastiske lyttere! Og nogle af dem er også kommet med her i podcasten. Så stor tak til Frank fra Silkeborg, Signe fra Løvel, Lexi fra Bjerringbro, Tanja fra Viborg og Anja fra Ulstrup.

    Værter: Peder Toft og Malene Rind.

    Sat, 02 Nov 2024
  • 59 - Behind the scenes på ”Forræder” – og er det ok at blive drønfuld til firmajulefrokosten?

    Både Peder og Malene kunne vildt godt tænke sig at være med i tv-programmet ”Forræder”. Det er de ikke – men det er Birgitte fra Randers, som i øvrigt underviser på Kulturskolen i Viborg Kommune. Og i denne uges podcast afslører hun blandt andet flere ting om, hvordan det foregik ”behind the scenes”. Dét, vi ikke ser på skærmen.

    Det er ikke det eneste populære tv-program, du kan høre mere til. Det handler nemlig også om ”Den Store Bagedyst”. Vi har snakket med Sandra fra Them ved Silkeborg, der er jordemoder på Regionshospitalet i Viborg – og som blev ugens Mesterbager i sidste afsnit.

    Ugens dilemma handler om en kollega, der driller sig møghamrende fuld til firmajulefrokosten hvert år og bliver drønirriterende. Kan og skal man sige det til ham – og hvordan gør man det i så fald? Det var der delte meninger om.

    I legen ”Det Er Godt Med Dig, Do” kan du gætte med på, hvor morgenkagen spandauer har fået sit navn fra – og så kan du selvfølgelig også gætte med i en omgang ”Giga Mega Quiz” sidst i podcasten.

    Tak til alle, der har skrevet, ringet og været med i løbet af ugen. Her i podcasten kan du høre mere til både Peter fra Fiskbæk, Lasse fra Rødding, Heinrich fra Bjerregrav, Lisa fra Viborg og Karina fra Løvelbro.

    Værter: Peder Toft og Malene Rind.

    Sat, 26 Oct 2024
  • 58 - EFTERÅRSFERIE-SPECIAL: Det’ Godt Med Dig, Do… megamix

    Normalt gi’r denne podcast dig nogle af de bedste øjeblikke fra ugens udgaver af programmet ”Go’morgen Midtjylland” på Radio Viborg. Men Peder og Malene (og dermed programmet) har haft efterårsferie i denne uge – og så er det jo lidt svært at give dig det bedste derfra.

    I stedet får du en særlig podcast med et ”megamix” af én af vores yndlingslege i programmet; nemlig Det’ Godt Med Dig, Do… Den går ud på, at Peder og Malene fortæller to forskellige historier om den samme ting – og så kan du gætte lidt med på, hvem der fortæller sandheden.

    Vi har samlet fire styks, som aldrig har været med i podcasten før. Du kan f.eks. gætte med på, hvorfor sodavanden Pepsi hedder sådan – og hvorfor man på engelsk kalder bryllupsrejsen for ”honeymoon”.

    Du kan også prøve om du kan gennemskue hvad der er sandt og hvad der er løgn omkring det legendariske konsol-spil ”Donkey Kong”. Og hvorfor myggestik egentlig klør…

    Værter: Peder Toft og Malene Rind.

    Sat, 19 Oct 2024
  • 57 - Kærestens tørre boller, mere Tour de Midtjylland og Anette blev skilt ved sidste blik

    Vi har i denne uge været på de sidste to etaper af ”Tour de Midtjylland” og sendt morgenradio fra Hammershøj (mandag) og Ans (torsdag) – og det kan du høre lidt af her i podcasten.
    Vi snakker f.eks. om dansk frugtvin med Jens fra Cold Hand Winery – og om kagetapas og glæden ved at bo i en lille by med Nanna, der kom hele vejen til finalen af Den Store Bagedyst forrige år.

    Apropos populære tv-programmer, så sluttede årets sæson af ”Gift ved første blik” i denne uge. Vi har hele sæsonen fulgt Anette Winkler-Bauer, der blev gift med Frank.
    Anette er nemlig oprindelig Viborg-pige og boede i Viborg de første 23 år af sit liv. Hun valgte i sidste ende at blive skilt fra Frank igen – hør hvorfor her i podcasten.

    Ugens dilemma handlede om tørre boller. Altså ikke den slags man skal gå til læge med – men bagværk. Men kan man komme efter to år og sige, at man aldrig har kunnet lide sin kærestes hjemmebag? Eller må man bare leve med tørre boller resten af livet?

    Du kan også udfordre dig selv og se, om du kan gætte rigtigt.
    Både i en omgang ”Det’ Godt Med Dig, Do”, der handler om det svenske band Roxette – og i en Giga Mega Quiz, hvor vi oplever noget, vi aldrig har prøvet før. Nemlig at en deltager ”kidnapper” en fremmed i et supermarked til at hjælpe.

    Som altid har vi en stribe af verdens BEDSTE lyttere med her i podcasten; Tak til Mickei fra Viborg, Christina fra Løgstrup og Jane fra Viborg.

    Værter: Peder Toft og Malene Rind.

    Sat, 12 Oct 2024
Mostra altri episodi